Når jeg bliver tavs

Sommetider.

Bliver jeg tavs.

Har ikke noget at sige.

Eller skrive.

Faktisk er det nok oftere end sommetider.

At jeg bare er.

Lever mit stille liv.

Med familie, venner og kunder.

Uden trang til at dele noget med verden.

Uden trang til at blive set af andre end dem, som rent faktisk ser mig.

Det er ikke forkert.

Men det kan godt føles sådan.

For mit menneske.

Som lever af at lære andre at dele.

Sig selv.

Deres budskab.

Med verden.

Men det er sådan, det er.

Og det jeg gerne vil give videre.

Når jeg viser en ny vej.

Ved at holde fast i.

At jeg kan gøre det.

Uden konstant at være på.

Så længe jeg holder fast i.

Konstant at være mig.